Akut knæskade

Skader i knæet kan eksempelvis være ledbåndskade (et overrevet korsbånd eller overrevet/forstuvet sideledbånd) eller meniskskade (en eller flere revner).

Symptomer på, at man kan have beskadiget vævet i og omkring knæet, kan være nedsat bevægelighed (svært at bøje/strække knæet) og smerter når der lægges vægt på benet. Herudover kan man opleve episoder hvor knæet ”låser” i en bevægelse og/eller en følelse af et ustabilt ben, hvor benet kan knække spontant sammen under én.

Hvis smerter fortsætter uændret bør egen læge kontaktes med henblik på anbefaling af et optimalt videre forløb, med fysioterapi, videre udredning etc.

Hvad kan du selv gøre?

Aflastning!

I de første dage, efter skaden er sket, kan man forsøge at lindre smerterne og hævelsen ved at holde sig i ro og undgå smertegivende aktiviteter. Området kan afkøles med en ispose under kompression med eks. et elastikbind. Det anbefales endvidere at hæve knæet over hjertehøjde for at facilitere til blodets tilbageløb mod hjertet. Afkøling af området bør foretages i perioder af max 10 minutters varighed.

Det er vigtigt at komme stille og roligt i gang med at bevæge knæet igen. Tilpas dine aktiviteter, således at de aktiviteter som forværrer smerterne og har høj belastning på knæet minimeres (eks. løb og hop). Find i stedet andre aktiviteter, med mindre belastning på knæet, så du kan holde dig fysisk aktiv, eks. cykling, roning og svømning.

Tal med egen læge hvis du har brug for smertelindring og /eller videre udredning ved længerevarende gener/smerter. Smertestillende medicin kan lindre smerterne nu og her, så et tilstrækkeligt aktivitetsniveau kan bibeholdes. Det bør altid være suppleret af information og anden – ikke medicinsk behandling.

Træning

Aktivitet og træning er en væsentlig del af behandlingen til smerter og gener i bevægeapparatet, for at genvinde funktionen. Træning kan bestå af flere elementer både i forhold til bevægelighed, balance, styrke og stabilitet. Både forskning og klinisk praksis har vist, at træning er effektivt til at mindske smerter i bevægeapparatet, samt til at forebygge nye gener i området.

Følgende øvelser er inspiration til træning for at lindre smerter og genvinde funktionen. Alle øvelserne kan med fordel udføres med begge ben.

Gentag øvelsen 3 omgange af 10 gentagelser.

 

Cykeltræning/kondicykel

Lav modstand, kan øges gradvist som smerter tillader det.

 

Knæbøj

Maveliggende på gulvet med bøjet træningsknæ (90 grader). Det andet ben holdes strakt. Løft nu foden og underbenet mod loftet og sænk langsomt benet ned igen.

Knæstræk

Siddende på gulvet med strakte ben. Læg et sammenrullet håndklæde eller en lille bold under træningsbenets knæ. Pres knæet ned i mod gulvet ved at spænde i lårmusklen. Hold spændingen i nogle sekunder og slip igen.