Knæartrose

Tilstanden diagnosticeres på baggrund af de oplevede gener og undersøgelsesfund; smerter, følelsen af stivhed omkring knæleddet og nedsat bevægelighed. Det er altså ikke nødvendigt at få taget et røntgenbillede.

Generne provokeres typisk ved længerevarende belastning (gå, stå, løbe), fordi brusken ikke længere kan fungere som stødpuden, der tager imod belastningen i leddet.

Artrose kan ikke fjernes, men man kan forbedre vilkårene for knæleddet og derved mindske symptomer og forbedre funktionen i knæet.

Behandlingen består i første omgang af information om tilstanden samt vejledning i hjælp til selvhjælp. Behandlingen består ydermere af træning (stabilitet og styrke) så musklerne i højere grad kan styre knæet. Herudover anbefales, ved behov, et vægttab, for at mindske belastningen på leddet.

Du kan, hos læge eller fysioterapeut, evt. undersøge muligheden, for at få instruktion i behandlingskonceptet GLA:D®, som har vist sig effektivt til behandling af artrose.

Hvad kan du selv gøre?

Tilpas dine aktiviteter, således at de aktiviteter som forværrer smerterne og har høj belastning på knæet minimeres (eks. løb og hop). Find i stedet andre aktiviteter, så du kan holde dig fysisk aktiv, som eks. cykling, gåture, svømning/vandgymnastik etc. Det er vigtigt at vedligeholde sit aktivitetsniveau og fysiske form og på den måde undgå inaktivitet. Skulle symptomerne forværres under aktivitet, vil de som regel forsvinde eller aftage efter hvile.
Det er vigtigt at finde en god balance mellem aktivitet og aflastning. Ved daglige gøremål såsom rengøring, madlavning etc. skal der måske indlægges nogle pauser for at kunne fuldføre aktiviteten.

Tal med egen læge hvis du har brug for smertelindring. Smertestillende og eller antiinflammatorisk medicin kan lindre smerterne nu og her, så et tilstrækkeligt aktivitetsniveau kan bibeholdes. Det bør altid være suppleret af information og anden – ikke medicinsk behandling.

Træning

Aktivitet og træning er en væsentlig del af behandlingen til smerter og gener i bevægeapparatet, for at genvinde funktionen. Træning kan bestå af flere elementer både i forhold til bevægelighed, balance, styrke og stabilitet. Både forskning og klinisk praksis har vist, at træning er effektivt til at mindske smerter i bevægeapparatet, samt til at forebygge nye gener i området.

 

Følgende øvelser er inspiration til træning for at lindre smerter og genvinde funktionen. 
Alle øvelserne kan med fordel udføres med begge ben i 2-3 sæt med 10-15 gentagelser, 2-3 gange ugentligt.

Opvarming:

10 min gang eller kondicykel

 

Bækkenløft:
Lig på ryggen med bøjede ben og armene ned langs siden. Løft bækkenet op fra underlaget, indtil du hviler på skulderbladene. Hold stillingen i 2-3 sekunder. Sænk bækkenet langsomt igen.

Glideøvelse:

Fremad - bagud og til siden

Stå med vægtbæring på det ene ben og med det andet ben på en glidende flade (eks. karklud). Glid nu langsomt benet bagud og efterfølgende fremad med benet på den glidende flade. Imens bøjes og strækkes det vægtbærende ben mens knæet stilling er ret ud for tæerne.

 

 

Siddende knæekstension/fleksion:

1. Sid på en stol med en træningselastik rundt om den ene fod. Elastikken fastgøres til bordben, der står bagved stolen. Træk elastikken frem ad og langsomt tilbage (hold igen på elastikkens træk).

2. Sid på en stol med en træningselastik rundt om den ene fod. Elastikken fastgøres til bordben, der står foran stolen. Træk nu elastikken bagud og langsomt frem igen (hold igen på elastikkens træk).