Tennisalbue

Ved lokale tryk i muskulaturen og ved senehæftet på albueknoglen, er der genkendelige smerter. Disse smerter kan også stråle ned i underarm og hånd. Der kan også være gener i overarmen eller nakken. Smerterne kan være der i hvile som en murrende fornemmelse lokalt. Derudover kan der opleves pludselige smerter ved belastning, hvis man f.eks. skal række ud efter noget og løfte en genstand – dette kunne være en liter mælk eller en kande vand.

Årsag til en tennisalbue/musearm er som oftest ensidigt gentaget arbejde som f.eks. arbejde ved tastatur, maler- eller løftearbejde.

Forventet varighed: En tennis albue kan gøre ondt i op til 6 måneder med individuelle forskelle og afhængigt af, at du finder årsagen til problematikken og kan ændre på denne.

Hvad kan du selv gøre?

Aflastning!

Det vil sige undgå aktiviteter og belastninger, der udløser smerterne.  Hvis dit arbejde hovedsageligt består af at sidde ved et tastatur, kan dette selvfølgelig være svært at holde sig helt fra. En mulighed er at variere med brugen af mus, tastatur og evt. anskaffe en mousetrapper.

Du kan benytte et justerbart albuebind/albuestrop. Begge dele kan købes hos Matas, Apoteket eller online:

- Albuebindet dækker hele albueleddet og kan give dig en behagelig kompression omkring leddet og gør dig opmærksom på at undgå for meget bevægelse i leddet, hvilket  kan give aflastning.

- Albuestroppen er et smalt bånd, der sættes under albuen. Det har en lille gelepude, som  skal placeres ovenpå det lokale smertefulde punkt og dette tryk kan være smertelindrende.

 

Tal med egen læge hvis du har brug for smertelindring. Smertestillende og eller antiinflammatorisk medicin kan lindre smerterne nu og her, så et tilstrækkeligt aktivitetsniveau kan bibeholdes. Det bør altid være suppleret af information og anden ikke-medicinsk behandling.

Træning

Træning er en væsentlig del af behandlingen til smerter og gener i bevægeapparatet. Træning kan bestå af flere elementer både i forhold til bevægelighed, balance, styrke og stabilitet. Både forskning og klinisk praksis har vist, at træning er effektivt til at behandle smerter i bevægeapparatet.

Følgende øvelser er inspiration til træning for at lindre smerter og genvinde funktion.

Alle øvelserne kan med fordel udføres med begge arme. Lav 3 omgange af 10 gentagelser.

 

Bevægelighedsøvelse

Der kan være bevægerestriktioner i håndleddet, som kan være vigtige at arbejde med. Øvelsen er meget simpel og skal laves dagligt og gerne flere gange om dagen.

Du skal holde albuerne ind til kroppen og der skal de blive under øvelsen. Dernæst knytter du din hånd og laver cirkler først den ene vej og dernæst den anden vej. Hvis du oplever dele af cirkel bevægelsen føles restriktiv, så nøjes med at lave en halv cirkel og mærk at det bliver lettere efter et par gentagelser at lave hele cirkel bevægelsen.

Denne øvelse løsner op for opspændt bindevæv, der ligger omkring håndleddet, som kan komme efter ensidige bevægelser.

 

Styrketræningsøvelse

Sid på knæ med underarmene hvilende på en bordkant. Hold et sæt håndvægte eller fyldte flasker i hver hånd i et fast greb med hænderne pegende ned mod gulvet. Pres håndleddene opad og bagover mens underarmene bliver på bordet. Lad langsomt håndvægtene glide tilbage og gentag.